Hot Stompers Jazzband

Verner Worck - mindeord

Vores fremragende trompetist og gode kammerat, Verner Worck,  døde 62 år gammel. Næsten fem årtier blev det til i musikkens tjeneste, til glæde for publikum og medmusikanter.


Det startede i hjembyen Kolding, hvor han sammen med skolekammerater startede et jazzband, der snart var bud efter rundt om i Jylland. I 1970 kom Verner på muisikkonservatoriet i Esbjerg og forlod det igen tre år senere for at tiltræde et job på Århus Teater. I løbet af kort tid blev han én af frontfigurerne i jazzmiljøet i "smilets by". Efterretninger om den skrappe trompetist nåede hurtigt hovedstaden, og i 1976 hentede Ole "Fessor" Lindgren Ver ner til København – til sit "Big City Band". Nu befandt Verner sig i et absolut topband efter europæisk målestok, og årene sammen med "Fessor" fik afgørende betydning for Verners udvikling som musiker. Ni år fik han sammen med "Fessor", og i 1985 var han igen tilbage i Århus til glæde for byens musikliv. Forbindelsen til hovedstaden blev dog ikke afbrudt, og ofte tog han turen til København for at spille med sine gamle venner.


"Musikernes musiker" er Verner blevet kaldt. Superprofessionel – altid parat til at levere varen, og mere til. Han kunne møde om aftenen fuldstændig udkokset efter et anstrengende eftermiddagsjob og ligne én, der mest af alt trængte til en god seng. Men når musikken først spillede, var den lille, trætte mand som forvandlet, og trompetspillet funklede. Livet som professionel jazzmusiker er ingen dans på roser, og Verner måtte gennem årene supplere sine indtægter med løse jobs rundt om i landet, og der var bud efter ham, for sikken afløser! Selv ganske ordinære bands blev pludselig til swingende ensembler, når Verner kom forbi.


Det var da også som afløser, vi i "Hot Stompers" stiftede bekendtskab med Verner. Da vi senere dristede os til at spørge, om han ville være fast medlem af orkestret, og han sagde ja, så var vores lykke gjort. "Hot Stompers" var på det tidspunkt et jævnt amatørband, men takket være Verner forvandledes "Hot Stompers" i løbet af få år til et velspillende orkester. I alt 12 gode år fik vi med Verner, hvor han ikke bare gav os en masse musikalsk, men også tilførte meget på det menneskelige plan. Han var et beskedent, meget sødt menneske med en underfundig humor, som han tit slap løs i pauserne.


Verner koketterede ofte med, at han var lidt af et pylrehoved, og han troede vist selv på det. Men da han for tre år siden ramtes af sygdom, lungekræft, tegnede der sig et helt andet billede. Verner gav på intet tidspunkt op overfor sygdommen, men fortsatte med musikken og meldte kun fra, når indlæggelser og behandlinger gjorde det umuligt. Vi optrådte sidste gang med Verner til "Hot Stompers" 20 års fødselsdag (2006), hvor han som sædvanlig spillede forrygende. Så sent som i december var han ude at spille.


Verner har medvirket i stribevis af pladeindspilninger – med en række af landets bedste jazzbands, men også med orkestre fra helt andre genrer. På trods af sin alvorlige sygdom lykkedes det i 11. time Verner at færdiggøre sin første og eneste solo-CD, "Worck at Work", der blev præsenteret i Århus den 1. februar 2007. Det var en enestående bedrift, der viste, at pylrehovedet var udrustet med et sandt fighterhjerte! Og så blev det en uhyre vellykket CD, hvor Verners alsidige kunstneriske talent satte smukke blomster.


Vi er dybt taknemmelige for alle de dejlige oplevelser, vi fik sammen med Verner. Vi har mistet en god kammerat. Det sagn vil vi aldrig forvinde. Æret være Verners minde.


Rud Kjems


på vegne af


"Hot Stompers"